• 42 40 60 78
December 9, 2021 Search Company

Guide for begyndere: Gå live på Facebook

Hvad nu hvis det ikke virker og alle sidder og venter? Hvad hvis jeg kommer til at sende live fra min private profil i stedet for virksomhedsprofilen? Eller hvis jeg bliver vildt pinlig – ligger det så bare på internettet til evigt skue?

Det kan være angstprovokerende at gå live på Facebook, hvis du aldrig har prøvet det før. Men bare rolig – vi har din ryg. Her får du en vejledning for begyndere og en lille håndfuld gode råd, så du kommer helskindet igennem din første gang – og bliver flyvende efter et par forsøg.

Inden du går i gang

Hvis du gerne vil øve dig lidt, inden du går live, kan du sagtens gøre det. 

Start fx med at optage en lille video, hvor du fortæller, at du går live senere. Det er en fin øvelse i at stå foran kameraet og du kan lave så mange optagelser du vil, før du vælger den endelige. Når du lægger den færdige video op på din side eller i din gruppe, har du samtidig advaret dine følgere om, at der sker noget senere – og du har lavet et smart benspænd for dig selv. Nu skal du faktisk gå live senere. 

I mellemtiden kan du øve din live på forskellige måder. 

Hvis du starter ud fra din egen profil, har du mulighed for at vælge, hvem der kan se med. Her kan du vælge dig selv. Så er det kun dig, der ser din live. Du kan også oprette en lukket gruppe og øve dig derinde. Nogle gange er ens eget selskab den bedste legeplads. Men vil du gerne have feedback på din test-live, kan du invitere en ven eller to med ind i gruppen.

2 ting du kan øve dig på

Det er helt okay at din live er naturlig og uformel. Det er faktisk bedst sådan. Du må også gerne kludre i det undervejs og grine lidt af dig selv. Men der er et par ting, du med fordel kan øve dig på. Med en forholdsvis lille indsats, kan du forbedre din live oplevelse væsentligt – eller i det mindste gøre den mindre akavet.

Sæt rammen

Øv dig på din intro og outro, så du kommer godt fra start og slutter med et godt brag. Lige præcis der må du godt være lidt skarp. Uden forberedelse bliver det let langtrukkent eller akavet og du risikerer at miste din kamera-mojo (eller dine følgere). 

En skarp indledning sender dig godt afsted og holder dine følgere fanget. Velkomst, præsentation og så er vi i gang.

Som afslutning kan du opsummere kort eller give et call to action. Sig tak, vink farvel og log af. Sådan. 

Kig i kameraet

Hvis du ikke er vant til at livestreame, kan det være virkelig udfordrende at blive ved med at snakke til et kamera – uden at miste energien eller begynde at blafre med øjnene. Men det er altså den eneste vej til øjenkontakt med dem, der ser med. Så det er værd at øve sig på.

Her får du et helt analogt hack. Klip et hul i en post-it og sæt den direkte på skærmen, så kameralinsen kan ses igennem hullet. På den måde bliver du hele tiden mindet om at kigge i kameraet. Du kan også tegne en smiley på din post-it, hvor hullet er næsen. Det kan måske få dig til at smile lidt mere undervejs – om ikke andet så af dine egne kunstneriske evner.

Husk at (over) kommunikere

Der sker så meget på sociale medier – og i det virkelige liv i øvrigt. Så selvom dine følgere gerne vil følge med i din live, kan de blive afledt en milliard gange på vej derhen. Derfor må du faktisk gerne over-kommunikere lidt her.

Tag alle dine kommunikationsredskaber i brug, når du skal fortælle, at du går live. Send en påmindelsesmail. Læg flere opslag ud op til din live, så dine følgere opdager (eller bliver mindet om) at der sker noget.

Og nu til guiden:

Gå live på Facebook (5 lette trin og 2 valgfri muligheder)

Start med at tjekke op på forbindelsen internettet. Det bliver fjollet, hvis du går i gang og ingen kan se eller høre dig.

1. Send fra den rigtige profil

Står du på den rigtige profil? Du kan godt sende live fra din private profil, men hvis du skal sende fra din virksomhedsside eller i en gruppe, skal du sørge for at være logget ind som virksomhedsprofil og stå på den scene, du skal sende fra.

2. Åbn Facebook Live

Der er lidt forskellige veje til live-kameraet. Den mest sikre vej er at starte et nyt opslag og vælge live-kamera ikonet. 

Derefter kan du vælge, om du vil gå live med det samme eller oprette en live begivenhed til senere. Selvom du vælger at gå live nu, begynder du ikke at sende med det samme. Der er stadig tid til at komme helt på plads, inden det går løs.

3. Tjek dine indstillinger

Inden du trykker Gå Live (som sender dig direkte ud i æteren), kan du med fordel tjekke dine indstillinger. 

I venstre side af skærmen kan du dobbelttjekke, at du stadig står på den rigtige profil. Du kan tjekke, at det rigtige kamera er valgt og at mikrofonen fanger din stemme. 

4. Tilføj beskrivelse, tags, placering og følelser (valgfrit)

Du kan tilføje en beskrivelse til din live. Din status (titel) kommer til at stå over din video og beskrivelsen følger med som i et almindeligt Facebook opslag. Begge dele er med til at skabe opmærksomhed og guide seerne til, hvad din live handler om. 

Du har også mulighed for at tilføje tags, placering og følelser. Det er alt sammen valgfrit og afhænger meget af, hvilken type live du laver og hvem dine følgere er. Det kan være en god idé at markere din placering og tagge eventuelle samarbejdspartnere. 

Om du skal bruge funktionen med følelser og aktiviteter, ved du bedst selv. Du kender din målgruppe og ved, hvordan de reagerer på emojis. Måske skal du bare fyre den af med følelser eller måske er du bedre tjent med at holde det mere formelt. 

5. Start livestreaming

Når du er klar – tryk på Gå Live (eller Start Live video). Teksten varierer lidt, men betyder det samme.

Nu er det så, du skal trække på minutterne (eller timerne) i øvelokalet. Kig i kameraet, giv din intro og gå i gang. Engagér dine seere ved at opfordre dem til at reagere, kommentere eller dele live-videoen undervejs. 

Det kan være en svær kunst at håndtere teknikken, holde sig til emnet, engagere seerne og fremstå autentisk i en livestreaming – hvis man ikke har prøvet det før. Nogle er født til at underholde, men har en blind vinkel på det strukturelle. For andre kan det se omvendt ud.  

Brug dine styrker og få hjælp til det, der er svært. Sig pyt til resten. 

Glipper alt andet, så hold fast i nærvær og dialog. Det kommer du rigtig langt med.

6. Afslut livestreaming

Når du er færdig, serverer du din superskarpe outro. Siger farvel og tak og logger af. Prøv om du kan give seerne en konkret handling de kan udføre, når du er smuttet. Det kan fx være at gå ind på din webshop eller skrive sig op til dit nyhedsbrev. 

7. Gem din video (valgfrit)

Når du er færdig og kameraet er slukket, kan du puste ud. Du gjorde det! Du kan lade videoen ligge eller fjerne den – afhængigt af indholdet. 

Hvis du vil, kan du også gemme (eller downloade) din video. Det kan give mening, hvis du gerne vil slette orignalen og lægge en redigeret version op.

Tillykke – du er i mål med din første livestreaming! Giv dig selv en highfive og hold fri (eller tag en pause). Det må du godt. 

Hør alle afsnit af Organisk Vækst

Du finder alle podcast-episoder her: